Vedtægter

§ 1. Navn og status

Jammerbugt Kulturskole er en kommunal institution med hjemsted i Jammerbugt kommune.

§ 2. Formål

Kulturskolen har til formål:

  • gennem udvikling af elevernes kreative evner indenfor kunstnerisk udtryk, at skabe forudsætninger for livslang, aktiv deltagelse i kulturlivet
  • at bibringe den enkelte elev faglige færdigheder som forudsætning for personlig kunstnerisk udfoldelse, såvel i fællesskab med andre som individuelt, idet der tages hånd om den enkeltes forudsætninger og talent
  • gennem beskæftigelse med musik og andre kunstarter at medvirke til elevernes personlighedsudvikling, samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab
  • at være en aktiv kulturformidler for borgerne i Jammerbugt Kommune
  • gennem samarbejde at virke til fremme af det lokale og regionale kulturmiljø

§ 3. Indhold

Kulturskolen tilbyder undervisning i musik og billedkunst til alle i Jammerbugt kommune. Desuden tilstræbes at tilbyde undervisning indenfor øvrige kunstarter.

Kulturskolen tilbyder undervisning af høj pædagogisk og faglig kvalitet ved at arbejde målrettet på alle niveauer og tilbyde undervisning, der både skaber bredde og udfordrer talentet.

Kulturskolen kan give særlige tilbud til talentfulde elever eller elever med særlige behov.

Kulturskolen vil gennem et varieret udbud af aktiviteter og arrangementer med såvel elever, som professionelle udøvere, tilbyde gode kulturoplevelser for elever og borgere i alle aldersgrupper.

§ 4. Bestyrelsens sammensætning og valg

Kulturskolens bestyrelse består af 11 medlemmer.

Heraf udpeges:

a)         2 medlemmer af og blandt kommunalbestyrelsens medlemmer.

b)         4 medlemmer valgt af og blandt forældrekredsen – herunder skal mindst 2 være forældre til musikelever.

c)         2 medlemmer valgt af og blandt elevkredsen – herunder skal mindst en være musikelev.

d)         2 medlemmer valgt af og blandt medarbejderne – heraf mindst 1 blandt musiklærerne.

e)         1 medlem valgt af og blandt kommunens folkeskoleledere.

Der udpeges en suppleant for hvert medlem. Alle medlemmer har stemmeret. Elever der ikke er myndige overværer dog ikke den del af drøftelserne der angår enkelte elever eller lærere, ligesom de ikke har stemmeret for så vidt angår de i § 5 b nævnte forhold.

Ansatte ved Kulturskolen kan ikke vælges som forældrerepræsentanter.

Bestyrelsen konstituerer sig med formand og næstformand.

Bestyrelsens medlemmer valgt af og blandt forældrekredsen, medarbejdere og folkeskole udpeges for 2 år ad gangen.

Bestyrelsens medlemmer valgt af og blandt elevkredsen udpeges for 1 år ad gangen.

Bestyrelsens medlemmer valgt af og blandt kommunalbestyrelsen medlemmer udpeges for hele kommunalbestyrelsens funktionsperiode. Genvalg kan finde sted.

§ 5. Bestyrelsens opgaver og ansvar

a) Bestyrelsen fastlægger principper for kulturskolens virksomhed indenfor de mål og rammer, der er fastsat af kommunalbestyrelsen.

Bestyrelsen skal i samarbejde med ledelsen sikre samarbejdet mellem folkeskolen og kulturskolen, mellem kulturskolen og dens øvrige samarbejdspartnere samt mellem hjemmene og kulturskolen.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

b) Bestyrelsen indstiller til kommunalbestyrelsen ved ansættelse og afskedigelse af kulturskolens leder.

c) Bestyrelsen godkender kulturskolens detailbudget indenfor den af kommunalbestyrelsen udmeldte ramme.

§ 6. Bestyrelsesmøder

Bestyrelsesmøder afholdes mindst 4 gange årligt. Møderne indkaldes skriftligt, med mindst 14 dages varsel, af formanden med angivelse af dagsorden.

2 medlemmer af bestyrelsen kan begære afholdt ekstraordinært bestyrelsesmøde. Begæringen skal være skriftlig og være vedlagt forslag til dagsorden. Formanden indkalder bestyrelsen snarest muligt efter begæringen.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af de stemmeberettigede medlemmer er til stede.

Bestyrelsen træffer sine afgørelser ved almindelig stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Kulturskolens leder deltager i møderne som sekretær for bestyrelsen.

§ 7. Kulturskoleledelsens opgaver og ansvar

Kulturskolens leder skal have de fornødne pædagogiske og administrative forudsætninger. Lederen skal som udgangspunkt have kvalifikationer svarende til en musiklærer ved kulturskolen jævnfør de vejledende retningslinjer for musikskoler. Kulturskolens leder har over for bestyrelsen det pædagogiske og administrative ansvar for tilrettelæggelse og afvikling af kulturskolens undervisning i overensstemmelse med såvel kulturskolens vedtægter, kommunalbestyrelsens og bestyrelsens beslutninger som regler og retningslinjer fra Kulturministeriet og Kunstrådet.

§ 8. Økonomi, budget og regnskab

Kulturskolens virksomhed gennemføres indenfor den af kommunalbestyrelsen givne bevilling – herunder tilskud fra staten, tilskud fra andre samt elevbetaling. Musikundervisningen gennemføres i henhold til musiklovens bestemmelser herom.

Kulturskolens regnskabsår følger kalenderåret.

Kulturskolens leder udarbejder hvert år et detailbudgetforslag til bestyrelsen indenfor den udmeldte ramme.

For musikundervisningen fremsender Kulturskolen inden den fastsatte tidsfrist det godkendte budget til Kunstrådet sammen med en ansøgning om statstilskud.

Driftsregnskab udarbejdes og forsynes med revisionspåtegning af kommunens revisor og fremsendes med bestyrelsens godkendelse til Kunstrådet inden for de fastsatte frister.

Regnskabet skal revideres i overensstemmelse med de regler, som kulturministeren fastsætter for musikskoler i medfør af musiklovens § 12 a.

§ 9. Vedtægter

Bestyrelsen udarbejder forslag til vedtægter, som godkendes og underskrives af bestyrelsesformanden, kommunalbestyrelsen og Kunstrådet.

Vedtægterne kan ændres af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra eller høring i bestyrelsen. Bestyrelsesmøderne skal i den forbindelse afholdes med mindst 14 dages mellemrum.

Kunstrådet skal forelægges alle ændringer til godkendelse.

§10 Ophør

Driften skal indstilles, hvis kommunalbestyrelsen efter samråd med kulturskolens bestyrelse beslutter sig for kulturskolens ophør.